Mindeord om Allan Ø. Larsen

I sidste uge fik vi i Glostrup Lærerforening den triste meddelelse at vores tidligere skolechef Allan Ø. Larsen var død efter længere tids sygdom, 68 år gammel.

Allan kom til Vestervangskolen fra Pilehaveskolen i Vallensbæk i 1983. Ved skolestrukturændringerne i 1991 blev han skolekonsulent med pædagogisk-administrative opgaver, senere blev han souschef i Børne- og Kulturforvaltningen for at ende som skolechef i en ny centerstruktur.

Allan var igennem alle årene en respekteret samarbejdspartner samtidig med at han var en behagelig person og en omsorgsfuld leder som kerede sig om de medarbejdere han var leder for. Han var også respekteret af de ledere og politikere der af og til satte ham på svære opgaver. Allan havde altid et glimt i øjet og formåede at skabe en positiv stemning i et hvilket som helst rum.

 Igennem de mange år vi i lærerforeningen forhandlede både løn- og arbejdsvilkår med Allan skete det på en både sober og konstruktiv måde, og han overholdt altid hvad han lovede. Tre gange har vi i de 20 år han var vores nærmeste forhandlingspartner lavet fornuftige arbejdstidsaftaler med Allan for bordenden, og selv om der af og til skulle files lidt fra begge sider skete det altid på et reelt grundlag. Allan stak aldrig noget ind under gulvtæppet men sagde tingene lige ud.

Allan blev desværre syg kort efter han var gået på pension og skulle nyde sit velfortjente otium.

Æret være Allans minde.

Lene Jensen – formand for Glostrup Lærerforening